Annekset er et supplement til Vandreturen. Her kan redaktøren finde på at skrive om alt muligt mellem himmel og jord, også om ting der ikke nødvendigvis relaterer til vandring.

"Mine arme er lange og hjælper dig på vej
Jeg blir aldrig sur, kom bare træd på mig
Jeg har en stor flok søskende, men vi er gemt for mennesker
De kalder os for vestegnens glemte kæmper
Bag campingpladsen ude i den rødeste åre
På bakken sover bror Louis lige fra vinter til vår"

Ja, hvor er det mon, de glemte kæmper bor? Se om du kan finde ud af det. Måske det kan lokke dig på en tur ud i naturen.

God tur!

Teddy Venlig
Teddy Venlig.

Kæmpetrold i Allerød

Lørdag 8. oktober 2022 indviede initiativtageren, kunstneren, en repræsentant fra Skov- og Naturstyrelsen og borgmesteren sammen med omkring 1000 Allerødborgere vores kæmpetrold. Trolden er udført i genbrugstræ af kunstneren Thomas Dambo. Mange lokale har hjulpet kunstneren undervejs i projektet, som er blevet en realitet på grund af en lokal initiativtager Anette Haugshøj.

HannaHalerød, som trolden blev døbt af borgmesteren ved indvielsen, har egentlig fødselsdag den 6. oktober oplyser Annette Haugshøj til Allerød Nyt.

Ifølge Thomas Dambo er historien om HannaHalerød den, at hun de seneste 4000-5000 år har boet i skoven, og hun elsker at danse, så skovbunden vibrerer.
Det får ravneæggene i Ravnsholtskoven til at hoppe ud af ravnenes reder. Det er ravnene godt trætte af, så de hapser i Hannas hale med deres næb. Derfor er halen blevet længere og længere i løbet af de seneste tusinde år, og det er mange hundrede år siden, Hanna har haft kontakt med sin hale.

HannahHalerød bor tæt ved lejrpladsen på Mørkebakke i Ravnsholt Skov. Hun kan ses fra Bregnerød Skovvej.

Ravnene (eller nok nogen lidt større individer) har allerede forvoldt skade på Hannas 124,9 meter lange hale. Skaden er dog allerede blevet udbedret, og det gode er, at Allerød Kommune har sat penge af på budgettet til vedligeholdelse, så vi forhåbentlig kan have glæde af HannaHalerød i mange år fremover.

Anette har oprettet Facebookgruppen "Kæmpe Trold til Allerød", hvor du kan følge med i HannaHalerøds liv.

Bakketop Trine
HannaHalerød.
Der var rigtig mange mennesker ude at hilse på Hanna lørdag d. 8/10 2022.

Opdateret: 25-10-2022